2. MARTS 2021

Tiden løber – også fra DAP

Folkekirken har brug for et nyt og effektivt intranet. Det mener Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd og med i styregruppen for arbejdet med et nyt folkekirkeligt intranet.

DAP nyhed.jpg

Styregruppen er i gang med at undersøge mulighederne for at skabe et nyt intranet for folkekirken. Illustration: Colourbox

Af: Anja Christensen

Tiden er ved at løbe fra DAP’en
Udfordringerne med Den Digitale Arbejdsplads – eller DAP, som den bliver kaldt i daglig tale, er ikke længere til at komme udenom. Systemet, der i mange år har fungeret som intranet for folkekirken, er trods flere opdateringer ikke tidssvarende og lever ikke op til brugernes forventninger og behov.  

- Vi er helt klar over, at DAP’en har mange udfordringer og trænger til udskiftning. Det oplever vi selv i det daglige, og vi hører det fra vores medlemmer, siger Inge Kjær Andersen og peger på, at mange brugere løber ind i problemer med systemet, fordi der mangler overblik og informationer er svære at finde

Landsforeningen og Inge Kjær Andersen har derfor arbejdet målrettet på at få et arbejde omkring DAP’en og dennes fremtid sat i gang. Der er fra Fællesfonden bevilliget midler til at analysere og undersøge mulighederne for at skabe et nyt intranet for folkekirken som en erstatning for DAP.

- Vi er meget glade for at Fællesfonden i første omgang støtter, at der iværksættes en afklaring af grundlaget for et nyt intranet for folkekirken som en erstatning for DAP, så vi kan komme i gang med at se på mulighederne, siger Inge Kjær Andersen, der er med i styregruppen for projektet.

Arbejder på at finde en ny løsning
Arbejdet er et folkekirkeligt fællesprojekt, og i styregruppen finder man repræsentanter fra biskopperne, stifterne, Kirkeministeriets IT-kontor og Landsforeningen.

- Landsforeningen er aktivt en del af arbejdet med at finde ud af, hvordan vi sammen kan skabe en anden og bedre løsning, og vi håber naturligvis, at parterne kan nå til enighed om en fremtidig model. Vores mål er, at det nye Folkekirkens Intranet skal være lettere tilgængeligt, og derfor ser vi blandt andet på muligheden for en åben del, hvor man ikke behøver log-in, fortæller Inge Kjær Andersen.

DAP’en fortsætter i forbedret udgave, indtil vi får et nyt intranet
Mens undersøgelser og arbejdet med et nyt intranet er i gang, kører DAP’en stadig. Den første fase af projektet har vist, at der er brug for oprydning, og derfor bliver der i den kommende tid ryddet ud i forældet og ikke-relevant materiale.

Hvis alt forløber som forventet, kan brugerne møde et nyt intranet i 2022.

Vi vil løbende informere om projektet, som det skrider frem, og du er altid velkommen til at kontakte os med kommentarer, input og idéer. Kontakt os på kontor@menighedsraad.dk.

Flere artikler om samme emne

#Den Digitale Arbejdsplads