Tag et regnskabskursus

Det er vigtigt, at alle i rådet har forståelse for og indsigt i budgetlægning og økonomistyring. Vores online regnskabskursus er for alle menighedsrådmedlemmer og kræver ingen forudsætninger.

Thomas video foto_2.jpg

Økonomisk konsulent Thomas Oddershede guider dig gennem regnskaber og budgetter for menighedsråd. Foto: Alex Kjær

Af: Alex Kjær

På denne side kan du tage et kursus i budgetlægning og økonomistyring. Kurset er for alle menighedsrådsmedlemmer og består af fem videoer af forskellig længde samt en række slides, som du kan printe eller se på skærmen. 

Tidligere kursister har haft fordel af at tage noter på printede slides undervejs i kursets forløb. Hvis ikke alle i menighedsrådet har tid eller lyst til at gennemgå kurset, kan en enkelt person fra menighedsrådet tage kurset og bagefter fortælle om det ved et menighedsrådsmøde. Det er ikke nødvendigt at se videoerne i rækkefølge, hvis der er et område, som særligt har din/jeres interesse. 

Herunder er de fem videoer, som udgør kurset. Derefter følger en tekst, som forklarer lidt mere om kurset.

1. del: Introduktion til budget

2. del: Prioritering af ressourcerne

3. del: Budgetprocessen og dens interessenter

4. del: Den økonomiske værktøjskasse

5. del: Kom godt videre med budgetarbejdet

Kurset stiller skarpt på, hvorfor det kan skabe værdi for det kirkelige liv i sognet, at menighedsrådet aktivt bruger budgettet som styrings- og prioriteringsværktøj, når ressurcerne skal fordeles på mursten og aktiviteter i sognet.

Kurset præsenterer også, hvordan menighedsrådet konkret kan arbejde med budgettet både i forhold til proces og værktøjsmæssigt. Kurser giver også indsigt i, hvem og hvad der betyder noget i forhold til budgetprocessen.

Regnskabskurset er for alle menighedsrådsmedlemmer, fordi det samlede menighedsråd hvert år er forpligtet til at udarbejde og godkende et årsbudget for det kommende år og løbende behandle kvartalsrapporter på et menighedsrådsmøde.

Men det er ikke den eneste begrundelse for at lave et budget og arbejde med budgetopfølgning. Budgettet beskriver overfor menigheden og provstiet de økonomiske prioriteringer, og der sættes tal på menighedsrådets målsætninger. Samtidig er det et økonomisk styringsværktøj, der kan hjælpe menighedsrådet til en bedre styring af de økonomiske resurcer i kirken og på kirkegården.

Budgettet skal understøtte, at menighedsrådet som ledelse og arbejdsgiver kan lede og prioritere resurcerne på en værdifuld og bæredygtig måde.

Når du har taget kurset, har du fået forståelse for det værdiskabende i at arbejde med og aktivt bruge budgettet i menighedsrådet. Herunder er tre slides, som kan hjælpe jer i det daglige arbejde med budget:

https://www.menighedsraad.dk/media/1847/budgetlaegning-oekonomistyring_web.pdf

https://www.menighedsraad.dk/media/1846/4_budget_regnskabsproces.pdf

https://www.menighedsraad.dk/media/1845/5_aarets_budgetgang.pdf