18. DECEMBER 2017

Kravene til nye overenskomster er udvekslet

Forhandlingerne, der skal ende med overenskomster for folkekirkens medarbejdere, er skudt i gang

OK05.jpg

Illustration: Bob Katzenelson

Af: Jesper Moll

I fredags udvekslede arbejdsmarkedets parter på statens område krav til overenskomstforhandlingerne 2018, og det sammen gjorde man på folkekirkens område. Med udvekslingen af krav er forhandlingerne for alvor skudt i gang, og umiddelbart efter nytår mødes parterne for at uddybe kravene.

Landsforeningen har som menighedsrådenes arbejdsgiverorganisation været med til at forberede kravene fra arbejdsgiversiden, og har fokuseret på forenkling i aftalerne og fleksibilitet i rammerne for arbejdstid.

OVERBLIK: Forstå overenskomstforhandlingerne 

- Som situationen er nu, hvor det ikke er menighedsrådenes arbejdsgiverorganisation, der direkte forhandler aftalerne på deres vegne, er jeg ganske godt tilfreds med de krav, som arbejdsgiversiden går ind i forhandlingerne med, siger Inge Kjær Andersen fra Landsforeningen, hvor hun er næstformand og formand for personaleudvalget. Hun uddyber:

- Det er klart, at når vi overtager forhandlingerne, vil vi gribe det anderledes an, fordi vi i høj grad har fingeren på pulsen i forhold til udfordringerne på de folkekirkelige arbejdspladser. Også i forhold til forhandlingsforløbet vil vi gøre det anerledes end i dag. Indtil vi når dertil, er jeg fortrøstningsfuld med de krav, der nu er afleveret.

Forhandlinger på stand-by

Overenskomsterne på folkekirkens område er en brik i et større puslespil af aftaler på statens område. Først når hovedaftalerne er på plads, sandsynligvis i februar, kan man forhandle de endelige aftaler på plads i folkekirken. Men for at udnytte tiden indtil da, mødes parterne for at finde de områder, hvor der er rum for forhandlinger. Lige nu er det uklart, hvordan forhandlingsforløbet bliver, fordi en aftale om lærernes arbejdstid blokerer forhandlingerne.

- Vi har repræsentanter fra Landsforeningen med i forhandlingerne hele vejen, fortæller Inge Kjær Andersen. Det arbejde prioriterer vi højt for at sørge for, at aftalerne også kan omsættes til lokal virkelighed, og netop det kan vi pga. vores tætte kontakt til medlemmerne via vores rådgivning.

Flere artikler om samme emne

#OK18